Der har i løbet af valgkampen været enkelte stemmer, der efterlyste mere klima og mindre økonomi i debatten. Det gælder bl.a. medlemmer af mit eget parti, Radikale Venstre. Men at stille klima og økonomi over for hinanden på den måde er en falsk modsætning.
Debatten handler om at smide 12 minutter eller 85 milliarder efter hinanden, og jeg kan godt blive lidt bange for, at hverken de røde eller de blå har tænkt særlig meget på klimaet. Men ellers er der ingen modsætning mellem klima og økonomi.
Klimasatsninger skaber nemlig arbejdspladser. Det er så forskellige organisationer som Greenpeace, Dansk Energi, 3F i samarbejde med Det Økologiske Råd og Ingeniørforeningen i Danmark enige om. Afhængigt af omfanget af indsatsen og ambitionerne ligger der mellem 30.000 og 200.000 jobs og venter på at blive gjort til virkelighed. Det er godt for økonomien. For velfærden. Og for klimaet.
Nogle af de arbejdspladser kan realiseres inden for kort tid, med fx beslutninger om at investere i energi- og klimatilpasning af offentlige bygninger. Nogle af de andre arbejdspladser har en lidt længere horisont, da der først skal produktudvikles og påbegyndes eksport.
Der er mange håndtag at dreje på. Og der skal drejes. For vi slås ikke med en, men med to kriser: økonomi og klima. Løsninger på dem kan ikke tænkes adskilt fra hinanden. Glemmer verden at tænke klima med i sine økonomiske planer, er man ilde stedt. Den britiske økonom Nicholas Stern mener, at det kan komme til at koste mellem 5 og 20 procent af det globale BNP. At gribe ind vil derimod kun koste, hvad der svarer til 1-2 procent af det globale BNP.
Danmark skal tilbage i førertrøjen i forhold til miljø og klima. Meget blev tabt i de sidste 10 år, men et comeback er stadig muligt.
Jeg mener, vi skal sætte ind på de steder, som batter mest: omlægning af energiproduktion- og forsyning, ændringer i skatte- og afgiftssystemer og øgede midler til forskning og udvikling. Så kan vi både minimere klimatruslen på langt sigt og skabe en række jobs, som vi så tydeligt står og mangler her og nu.
Læs også: Den radikale klimavækstpakke
