I dag kom udspillet fra Radikale om flere og bedre uddannelsespladser. Sjovt nok samme dag som jeg skulle i paneldebat på læreruddannelsen Metropol, det gamle Frederiksberg Seminarium. Der er ingen tvivl om, at folkeskolen har været noget af en kampplads i nu snart 10 år for politiske holdninger til indhold, organisering og resultater. Nationale test, elevlæreplaner og bureaukrati tager meget tid fra undervisningen, og kravene til lærerne er høje. Samtidig siger forskningen, at eleverenes resultater i særlig grad afhænger af lærerens kapacitet og engagement. Derfor er der i høj grad brug for, at læreruddannelsen er af høj kvalitet. Ligesom på de andre professionsuddannelser er presset fra økonomien gået ud over undervisningstimer og evaluering. Det vil vi vende i Radikale Venstre.
Derfor har vi i dag fremlagt en plan for, hvordan vi vil investere ekstra 3 milliarder om året, ikke bare i flere studiepladser, men også i højere kvalitet i uddannelsen. I bedre vejledning og i meget mindre frafald på studierne. Vi vil øge bevillingerne, så der bliver mulighed for øget timetal, en bedre tilrettelæggelse af uddannelserne og mere forskning. Også på tværs af institutioner. En af de vigtigste grunde er, at børnene skal lære at tage hånd om sig selv ganske tidligt.
Desuden er der stadig et stort efterslæb på vedligehold af bygningerne, og skal der gøres seriøst forsøg på forbedringer, er det en rigtig god ide at fremrykke flere gode investeringer.
